Highlights fra Scratch konferencen 2025
Sidste år nåede jeg ikke med til Scratch konferencen, som altid ligger i sommerferien, men i år lykkedes det heldigvis igen. De sidste år er konferencerne foregået online og de fleste gange har det været gratis at deltage. Konferencen varer 5,5 time og det kan være svært at vælge. Jeg håber dog, at jeg kan nå at se nogle af de andre sessioner som replay. Denne gang brugte de ikke lang tid på introen. De løftede dog lidt af sløret og fortalte, at de er i fuld gang med at udvikle Scratch 4.0 og at der vil blive implementeret AI som en Creative Learning Assistant (CLA). Og de har stor fokus på, at AI'en skal hjælpe børnene at udvikle og udvide deres nysgerrighed, få idéer og lære nyt på en måde, der passer til dem hver især - den skal ikke ses som traditionelle AI'er, som har stor vægt på effektivitet og automatisering.

